Om kvalitet

Godkendelse af kartoflerne

I forbindelse med indvejningen foretages en visuel vurdering af kartoflernes egnethed til pulverfremstilling (evt. kartoflernes lagerkvalitet).

Der udtages endvidere en prøve på ca. 10 kg af hvert læs. Denne prøve vaskes og skrælles let, således at evt. knoldsygdomme bliver synlige. Gennem kampagnen vil der også blive foretaget registrering af sukkerindholdet.

Vurderes kvaliteten at være for dårlig (dvs. at fejlprocenternes maksimumværdier er overskredet) kan kartoflerne afvises. Kartoflerne vil derefter blive kørt retur til andelshaveren. Hvis kartoflerne derimod godkendes, kan chaufføren læsse dem af. 

Prøveudtagning til kvalitetsafregning

Ved aflæsningen udtages en kartoffelprøve til kvalitetsafregningen. Der udtages ca. 8 små delprøver under aflæsningen, som blandes sammen til én, samlet prøve. 

Hensyn til temperaturen

Ved temperaturer under ca. 7° C foregår der en proces i kartoflen, som får den til at producere de såkaldte reducerende sukkerarter. Indeholder kartoflerne for store koncentrationer af disse sukkerarter, kan det gøre pulveret uanvendeligt. Det er derfor meget vigtigt, at kartoffelavleren sikrer sig, at temperaturen i hans kartofler ikke på noget tidspunkt kommer under 7° C. Der bør tilstræbes en temperatur i lager på 7-8º C.

Levering i frostvejr behøver ikke være problematisk, idet ovenstående proces tager ca. 12-24 timer, inden “skaden” sker, og på det tidspunkt befinder kartoflen sig som pulver i færdigvaresiloen.

Håndtering af kartofler i frostvejr skal dog ske med allerstørste forsigtighed. Dvs. at læsningen og aflæsningen skal foregå så nænsomt som overhovedet muligt for at undgå stødmærker. 

Kvalitet

De leverede kartofler skal være af bedst mulige kvalitet. De skal være sortsrene, faste, sunde, rene og fri for fremmedlegemer.


Under hensyntagen til tolerancegrænserne skal kartoflerne være fri for:

 

  • Sygdomme, bl.a. skimmel, råd, rust og andre sygdomme, der har betydning for det endelige produkt.
  • Fremmed lugt og smag. Spirer over 5 mm
  • Grønne kartofler
  • Varmeskader
  • Våde kartofler

 

Ved afhentning skal temperaturen i kartoflerne være minimum 7° C. Tørstofindholdet skal minimum være 21,5 %, svarende til ca. 16 % stivelse (dette tal vil muligvis blive justeret senere).

De anvendte analyseparametre

Alle prøver analyseres for følgende 6 parametre:

 

  • Alle typer beskadigelser, der er dybere end 5 mm
  • Våd- og tørråd
  • Skimmel
  • Skurv, der dækker mere end 50 % af overfladen og er mere end 3 mm dyb
  • Grønne knolde
  • Deforme knolde

Kvalitetsnormer

De 6 parametre, der undersøges for, har hver især en maksimumsværdi. Maksimumsværdien er den højeste vægtprocentdel knolde med den pågældende fejl, der kan accepteres. Overskrides én af disse maksimumsværdier, kan kartoflerne blive afvist. Hvis summen af fejlprocenter for parametrene 1-6 overstiger 16 %, kan partiet ligeledes blive afvist. Maksimumsværdierne fremgår af tabellen herunder.

For parametre 1-6 er der tale om vægtprocenter.
Ud over de 6 ovennævnte kvalitetsparametre, accepteres der op til 25 % rust i knoldene (25 % af knoldene). Hvis mængden af knolde med rust overstiger 25 % kan partiet afvises.
Smuds trækkes fra læssets vægt før afregning, dvs. at tegningsretten gælder renvare. 

Fejlprocenternes maksimumsværdier

 

  Type Maksimumsværdi

  1:  Beskadigelser af enhver art dybere end 5 mm 10 %
  2:  Våd- & tørråd 2 %
  3:  Skimmel 1 %
  4:  Skurv, der dækker mere end 50 % af overfladen og er mere end 3 mm dyb 16 %
  5:  Grønne knolde 3 %
  6:  Deforme 6 %
    Summen af punkterne 1-6 må max. være 16 %

Kvalitetstillæg og kvalitetsfradrag

Summen af fejlprocenter indenfor de 6 kvalitets-parametre benyttes desuden til at beregne, hvor stort et kvalitetstillæg eller kvalitetsfradrag der bliver indregnet i prisen for et parti kartofler. Der er til kampagnen 07/08 lavet om på kvalitetsafregningstabellerne, således at der ikke længere er en ”skarp” overgang mellem A- og B-kartofler.

Satserne er fortsat forskellige, alt efter om kartoflerne leveres tidligt, til lager eller sent i kampagnen, men forskellen mellem A- og B-tegninger findes ikke længere. Det er nu tidspunktet for leveringen, der afgør niveauet for kvalitetsafregningen, - lidt i stil med lagertillægget.

 

  • For kartofler der leveres i perioden fra kampagnestart til og med uge 44 er summen af fejlprocenter i standardvaren fastsat til at være 8 %.
  • For kartofler der leveres i perioden uge 45 til og uge 52 er summen af fejlprocenter i standardvaren fastsat til at være 9 %.
  • For kartofler der leveres i perioden uge 1 og resten af kampagnen er summen af fejlprocenter i standardvaren fastsat til at være 10 %.
  • Hvis summen af fejlprocenter i et parti kartofler ligger under henholdsvis 8 %, 9 % eller 10 %, vil der blive udbetalt et kvalitetstillæg. Hvis summen af fejlprocenterne i et parti kartofler ligger over henholdsvis 8 %, 9 % eller 10 %, vil der blive trukket et kvalitetsfradrag.


Der er allerede ændret i afregningssystemet flere gange og ændringerne til denne kampagne er sikkert hellere ikke de sidste. Det er nødvendigt løbende at tilpasse systemet for at de bedste kartofler for produktion af flakes og pulver også afregnes bedst.

De endelige tolerancetærskler er forsat ikke definitivt kendte, og der vil løbende ske justeringer i både tolerancetærskler og kvalitetstillæg og -fradrag. 

Kartoffelsorter

Hovedsorten vil også i den kommende sæson være Saturna. Til de tidligste leveringer er det kartofler af sorten Lady Rosetta, der bruges – enten alene eller sammen med Saturna.. Der er aftalt små prøvekørsler med mere sildige sorter.